Uge 2 – Dåb på Nyfødt Intensiv afd.

12. – 18. marts 2019 (Indlægget kan læses på ca. 6-7 min.)

Dag 8 – Statussamtale og flytning…..

720 gram – han nærmer sig nu sin fødselsvægt på 740 gram.

Der var faldet dejlig ro på Elliotts lille stue efter et par hektiske døgn, men det skulle vise sig ikke at vare ved…….mere om det senere!

Elliotts infektionstal var faldende, men hans blodplade-niveau var igen blevet for lavt, så lægerne ville hænge en portion blod op til ham senere på dagen. Vi mødtes med præsten igen, for at snakke om de sidste praktiske ting, inden dåben om lørdagen.

Statussamtale om vores indlæggelse

Vi skulle mødes med én af vores kontaktsygeplejersker til en statussamtale. Samtalen ville omhandle vores oplevelser med Elliotts indlæggelse indtil da, samt at vi ville blive orienteret lidt mere om det forventede forløb på afdelingen.

Til samtalen, fik vi at vide, at de ville forsøge at skabe et fast team omkring Elliott, så det var de samme sygeplejersker han/vi ville møde på hans stue. Det var en utrolig lettelse at vide, at de sygeplejersker som skulle passe og pleje ham, var nogen han ”kendte”. Specielt i forhold til, at de fx ville vide hvordan han ofte reagerede i givne situationer og hvordan kan bedst kunne li’ at blive puttet. Men aller vigtigst hvis han lavede ballede, så kunne de handle ekstra hurtigt!

En opringning kl. 23.47 er aldrig positiv…..

Kl. 23.47 blev jeg ringet op af en af sygeplejerskerne…. Elliott skulle flyttes til en anden stue. Jeg var fuldstændig rundt på gulvet og tænkte ”Det kan I sgu da ikke, han er så lillebitte, så må I da flytte et af de lidt større børn……” Årsagen var, at der skulle komme et større kritisk barn ind på afdelingen, som ville skabe for meget uro for Elliott. Sygeplejerskerne havde derfor vurderet, at han på det tidspunkt var den mest stabile at flytte, og ville passe ind på den anden stue med et andet alt for tidligt født barn.

Men forstående var jeg bestemt ikke i den situation… Jeg græd og snøftede helt vildt……… Come on Anja…. Han skulle jo bare flyttes…. Men jeg kunne lige se, at alt det vi netop havde talt om til statussamtalen, ville gå op i røg……. Så meget for tryghed og stabilitet! Sygeplejerskerne forsikrede mig dog om, at det ville være det samme team af sygeplejersker, der skulle passe ham på stue 7. Det viste sig desværre ikke at holde helt stik, og det var faktisk det der kom til at udfordre mig mest det næste stykke tid.

Nye ansigter

Det næste stykke tid følte jeg i hvert tilfælde, at mødte mange nye ansigter og det gjorde mig utryg. Men jeg lærte hen ad vejen, at give udtryk for, hvad jeg havde behov for, specielt i de situationer, hvor hans tilstand blev kritisk og det gjorde det lettere at være i.

Og nu håber jeg ikke, at det kommer til at lyde tvært og negativt, for jeg ved jo godt hvor svært det var at få puslespillet til at gå op med vagtplaner, kompetencer mv. på en travl og til tider meget presset og akut afdeling. Jeg er og vil altid være alle de skønne sygeplejersker og læger evigt taknemmelige for alt hvad de har gjort for vores søn 😊

Dag 9 – Dagsrytmeplan

Vægt: 719 gram

Puha sikke en aften/nat, gik først i seng kl. 02.00, da jeg var nødt til at sikre mig at Elliott havde det godt…….Men det var nok nærmere moren der havde behov for at finde lidt ro og være helt tryg ved situationen, inden jeg kunne gå i seng……. så det var rart bare kunne sidde og holde ham i hånden og se at han havde det godt.

Dagen forløb heldigvis stille og roligt og vi fulgte døgnrytmeplanen til punkt og prikke. Døgnrytmeplanen blev lavet af sygeplejerskerne i samarbejde med os som forældre. På den måde var alle med på hvordan hverdagen så ud for Elliott.

Døgnrytmeplanen

Efter en morgen/formiddag med Elliott, havde jeg efterfølgende et par timer til mig selv, hvor jeg kunne få spist, hvilet og malket ud. Jeg malkede typisk ud 6-8 gange i døgnet……. Og ja, det trak tænder ud og gav til tider meget ømme bryster!!! Elliott var nu oppe at få 8 ml mælk hver 2 time + det han fik direkte i blodåren igennem en venflon i hånden.

Om eftermiddagen, når jeg puslede ham, sang jeg for ham eller fortalte ham lidt om hvordan Ellienor og far havde det, eller hvem der ville komme og besøge ham 🙂

Dag 10 – Når hverdagen rammer, og tingene bliver svært for den lille familie.

Vægt: 750 gram – 31 gram på et døgn…. Sådan Elliott!!!

En stille og rolig dag, hvor vi nød hinandens selskab og kunne se frem til, at farmand og Ellienor vil komme på besøge om aftenen.

• 

• 

• 

At være indlagt med sit barn, havde konsekvenser for hele familien.

Som jeg tidligere har fortalt, besluttede Søren og jeg, efter den første uge, at han skulle tage hjem og passe Ellienor og få en så normal hverdag, som muligt. Imens ville jeg tage mig af Elliott og hans pleje og hvad der nu hørte til på sygehuset.

Søren ville så småt begynde at arbejde igen, – han var på daværende tidspunkt Leasingkonsulent og arbejdede primært hjemmefra, så vi tænkte at det fint kunne komme til at hænge sammen.

Når man ikke er den bedste udgave af sig selv

Vi planlagde at vi ville ses i weekenderne på sygehuset ….., og jeg kan ligeså godt være ærlig….. Her var vi ikke de bedste udgaver af os selv, hverken som familie eller forældre. For hold nu op det var svært……

På den ene side, ville jeg gerne være sammen med Ellienor og Søren, men på den anden side, var det tid der gik fra Elliott og det kunne jeg næsten ikke bære, – det rev i mit moderhjerte hver gang. Jeg følte, at hvis jeg valgte Ellienor og Søren til, var det et aktivt fravalgt af ham. Jeg ved godt, at man ikke kan gøre det sådan op, – MEN sådan følte jeg det virkelig.

Jeg blev forstyrret i min og Elliotts hverdag, og jeg havde det første lange stykke tid rigtig svært ved, at deres besøg skulle ”gå ud over” Elliotts rutiner og tid med hud-til-hud-kontakt. Det gav kun mening for mig, at være sammen med Ellienor, når Søren var hos Elliott, for så vidste jeg at hans behov ville blive dækket. Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg på daværende tidspunkt ikke et behov for at være sammen med dem.

Og nu sidder jeg med tårer i øjnene, for det gør virkelig ondt at skrive!

Det er jo ikke fordi jeg ikke elskede dem og alt det der, men fordi jeg vidste at de havde det godt! Ellienor havde sin far og ja, Søren var/er jo en voksen mand, så han måtte da kunne klare sig selv, tænkte jeg.

Jeg overså min mands behov…..

Men jeg overså fuldstændig Sørens behov for mig, og det er først nu et år senere, at jeg helt tydeligt kan se, at jeg til tider fuldstændig ignorerede ham. Jeg tror, det var fordi jeg ikke mente, at hans behov var livsnødvendige og at jeg derfor ikke behøvede at forholde mig til det, på daværende tidspunkt. Det måtte jeg gøre senere…

Ikke engang da han ringede grædende og sagde, at han ikke kunne overskue at hente Ellienor i dagplejen, gik det op for mig at den var helt gal, eller forstod at han havde et langt større behov for mig end jeg havde for ham.

Ordnede det praktiske

På daværende tidspunkt fik jeg fixet det praktiske, og fik mine forældre til at hente Ellienor, og fik snakket med Søren om at han skulle få snakket med hans arbejde,- da han havde svært ved at jonglere mellem job og pasning af hende… Vi aftalte med mine forældre, at de ville hente hende i dagpleje hver tirsdag og aflevere hende onsdag morgen. På den måde fik Søren mulighed for at få en aften for sig selv og kunne få ladet batterierne lidt op.

Jeg havde dog meget svært ved at forstå, at han ikke bare kunne tage sig sammen ….. Men udover hans arbejde og Ellienor, havde han selvfølgelig også en masse bekymringer omkring Elliott og savnede mig og vores ”normale” hverdag, – det er først nu jeg forstår det!!!

Vi er ikke ens….

…..Og det skal vi absolut heller ikke være…… Men det var svært for mig, at se udover Elliotts og mit eget behov…. Så det vigtigste råd jeg kan give videre er virkelig, at tale sammen og være ærlig omkring hvordan DU har det, FORDI det vil være FORSKELLIGT!

Hvis I spurgte Søren, ville han helt sikkert sige at han prøvede at sige det højt, MEN at han helt sikkert har følt at han talte for døve ører……..

Heldigvis blev vi bedre til at være sammen i weekenderne, og fik arrangeret at Ellienor havde lørdag formiddag sammen med begge hendes forældre og så tog vi i Tivoli Friheden eller i Leo’s Legeland. Typisk sad Søren med Elliott tidligt lørdag og søndag morgen, og når vejret var til det, kørte Ellienor og jeg til stranden imens, – vi svingede typisk forbi Lagkagehuset på Strandvejen efter en god kop kaffe til moren og en børnebolle til Ellie😊

• 

• 

• 

Dag 11 – En ulykke kommer sjældent alene

850 gram – 80 gram på et døgn,- det går sgu stærkt nu! (Obs mulig fejl på udstyr 😉). Elliott startede denne dag op på proteintilskud i hans mælk, så han rigtig kunne få noget at vokse af.

En tur på AKUTSTUEN….

Dagen før dåben…. Og Ellienor var selvfølgelig blevet syg med opkast og diarré… Og sidst på eftermiddagen begyndte jeg at bløde voldsomt. Jeg blev derfor tilset på akutstuen, og det tydede på at jeg ikke havde fået hele moderkagen ud. Derfor skulle jeg opereres, men de ville heldigvis gerne vente til efter Elliotts dåb!!!

Resten af dagen gik med at passe en syg Ellienor. Vi priste os utrolig lykkelige for, at det ikke var os selv der skulle vaske alt det sengetøj hun kastede op i den dag… Samtidig begyndte jeg at dække op i forældrekøkkenet på Nyfødt Intensiv afdelingen, hvor vi havde fået lov til at holde dåbsfesten.

Dag 12 – Elliotts dåbsdag!

Dåbsbordet med bibel, lys og vand stod smukt klar på stue 7, og kl. 9.00 ankom Elliotts gæster. Vi var i alt 14 inklusive Elliott og vores egen private fotograf Sanne. Ellienor var heldigvis blevet frisk igen, og kl. 9.30 gik vi alle sammen ind på Elliotts stue, hvor han lå så fint og sov.

Det var den fineste, mest rørende og intime dåb, med en smuk tale af præsten og to sange, ”I Østen siger solen op” og til sidst ”Nu titte til hinanden”. Sange som vi også sang til vores bryllup tilbage i 2008. Jeg var/er så taknemmelig for, at vi havde mulighed for at holde dåben, som vi gjorde. Vi snakkede om, at vi ville holde en ”rigtig dåb” når og hvis vi kom hjem med Elliott. Men vi blev hurtigt enige om, at hans dåb var lige som den skulle være, og diametral modsat Ellinors med 65 gæster. Men det var sådan det skulle være!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Dag 13 – Dagen for min operation

Ellienor var atter blevet syg, eller nok nærmere aldrig rigtig blevet rask, så denne dag kunne vi meget begrænset være hos Elliott, hvilket var næsten uudholdeligt for mig.

Min operation, som bare skulle have været rutinemæssigt, endte med at blive lidt voldsommere end forventet. Af uforklarlige årsager endte jeg med at tabe 1,6 liter blod undervejs og var derfor noget groggy, da jeg blev overført til afdelingen for kvindesygedomme nogle timer senere.

Sikke en weekend – opkast/diarré, dåb og operation….BUM!

Dag 14 – 2 uger gammel – Tillykke Elliott

GISP….. han trækker ikke vejret…

Nu burde den værste storm var reddet af……. Men da jeg træder ind på stue 7, står der 2 sygeplejersker over Elliott, fordi han ikke trækker vejret….! Heldigvis kom han hurtigt til sig selv igen, men sikken en start på en mandag morgen…..

På daværende tidspunkt var dét, som Elliott kæmpede allermest med, hans vejrtrækning…….. og som lægerne sagde, var det helt forventeligt i forhold til hvor tidligt han var født. Men hold nu kæft, hvor var det virkelig hårdt at se sit lille barn pludselig blive helt livløs og blå………, de første mange gange det skete, blev jeg helt lammet af skræk…. Men jeg kunne ligeså godt vænne mig til det, for det kom til at fortsætte sådan det næste lange stykke tid. Tak fordi du havde lyst til at læse med !

Klik HER for at læse næste uges indlæg.

Del blogindlæg på facebook