Uge 1 – Honeymoon på Nyfødt Intensiv afd.

Dag 1 – Honeymoon

Vægt: 680 gram

De første 1-2 uger efter fødslen kaldes ”Honeymoon”. En tilstand hos det for tidligt fødte barn, som kan komme til udtryk ved, at de små pus ikke virker sønderligt påvirket af situationen udenfor livmoderen. Set i bakspejlet havde Elliott nok valgt at holde “Honeymoon” den første lille uges tid, selvom forældrene nok ikke helt følte det sådan.

At vågne uden sit barn….

….var en mærkelig og næsten ubærlig følelse, særligt når man instinktivt ikke vidste hvordan han havde det, var direkte forfærdeligt. Vi var derfor hurtige til at komme ud af sengen og op på afdelingen, for at se hvordan hans første nat var gået.

Elliotts første nat var, heldigvis gået godt, til trods for at jeg havde overført den infektion, jeg havde fået om lørdagen, til ham. Derfor blev han allerede dag 1 behandlet med antibiotika og det skulle vise sig absolut ikke at være den sidste. På grund af forhøjede bilirubintal, som er indikator for gulsot, blev han sat i behandling med blåt lys i kuvøsen.

Selvom Elliott selv trak vejret efter fødslen, valgte lægerne at lægge ham direkte i respirator, for at give ham ro til at vænne sig til de nye omgivelser, samt stabilisere hans system. Lægerne valgte allerede her på dag 1 at lægge ham i SiPAP, da hans vejrtrækning var så god. Lægerne vil helst undgå at børnene unødigt ligger for lang tid i respirator, da det kan skade lungerne på sigt.

First time for everything….

• Elliott åbnede sine mørke øjne
• Bleskift i miniatureudgaven
• Mor giver mælk via sonde

Dagens største øjeblik….

…. er da Ellienor får lov til at se sin lillebror for første gang. Hun var så nysgerrig og lagde lige så sødt hånden på kuvøsen… Tror både mor og far havde tårer i øjnene i det øjeblik.

Forældrevingen – ”kollektivet” for forældre indlagt med deres børn på Nyfødt Intensiv afdelingen

Sidst på dagen flyttede vi ind på forældrevingen, en afdeling kun for forældre med børn på Nyfødt intensiv. Forældrevingen var en unik mulighed, for os som forældre, at kunne være så tæt på vores indlagte barn som muligt. Her havde vi vores eget værelse, adgang til vaskeri, legerum og delte så køkken med de andre forældre.

Forældrevingen fungerede således, at der blev serveret mad i køkkenet morgen, middag og aften til de indlagte mødre. Fædrene skulle selv sørge for mad, når de var på afdelingen. Vi havde alle sammen en skuffe til tørvarer og en hylde i køleskabet. 

MEN for pokker en mundfuld ….. Ikke nok med at vi skulle forholde os til Elliotts forholdsvise kritiske tilstand, så skulle vi nu også forholde os til en masse andre mennesker. Det var ligesom at bo i et kollektiv, med mennesker man ikke selv havde valgt at bo sammen med, og hold nu kæft det trak tænder ud….. Det var i starten virkelig svært at abstrahere fra og jeg det var virkelig noget der gik mig på, at vi ikke alle sammen var lige godt lært op i køkkenhygiejne og generel oprydning…….Til tider fyldte det faktisk mere end alle bekymringerne omkring Elliott, men hen ad vejen lærte jeg heldigvis at sige PYT.

Vi var en håndfuld par, som alle havde børn født ekstremt for tidligt, som var i samme båd og som skulle være på afdelingen længe, så vi kunne heldigvis grine af vores fælles oplevelse af vores “allesammens” kollektiv på AUH 🙂

Dag 2 – Mor som lægens assistent

Vægt: 691 gram

Endnu en nat veloverstået, dog havde Elliott været meget urolig i nattens løb. Hans tilstand blev derfor overvåget ekstra nøje, da lægerne var bekymrede for hans hoved. Da han blev født, havde han et kæmpe blåt mærke i højre side af hovedet, som nok skyldtes, at han havde stået i fast i bækkenet.

Men til trods for lidt udfordringer, var sygeplejerskerne og lægerne fortsat imponerede over, hvor godt han klarede sig…… og vi var som forældre helt høje over alt det ros han fik… lidt ligesom, hvis han havde scoret det afgørende mål i en vigtig fodboldkamp 😊

Mor som lægens assistent

Elliott fik kort tid efter fødsel lagt både en sonde direkte i navlen, en igennem munden, samt en intravenøs indgang i hånden. På den måde fik han i de første dage ernæring gennem alle 3 ”indgange”. Denne dag drillede sonden i navlen, og sygeplejersken valgte derfor, at den skulle skiftes fordi den væskede. Det blev for mig, en af de første af mange opgaver, som assistent for personalet. Jeg skulle holde Elliotts ben og arme, mens lægen skiftede sonden. Det var en ”First-timer” for mig, – men også for lægen. Normalvis var hun selvfølgelig vant til at blive assisteret af sygeplejerskerne. I situationen var jeg helt rolig, og det føltes som det eneste rigtige, at det mig, som hans mor, der stod og holdte ham fast. Men i skrivende stund kan jeg da godt blive helt utilpas ved mindet om denne oplevelse, han var bare så lille og skrøbelig ….

Dag 3 – Elliott Osvald, vores egen lille superhelt!

Vægt: 720 gram

En superhelt det var han også i personalets øjne, og derfor var det også helt perfekt, da sygeplejersken Maiken havde lavet det fineste navneskilt til hans dør af en “Mini Captain America”. 

Scanning af hjernen

For at udelukke hjerneblødninger blev Elliott scannet. Der skulle efterfølgende gå 24 nervepirrende timer, inden vi fik en beskrivelse og et resultat fra neurologerne. Ventetiden var lang og tankerne kørte rundt i hovedet på os begge to….. Vi har altid været enige om, at hvis vi på noget tidspunkt ville blive bekendt med, at vores børn fejlede noget alvorligt i graviditeten, ville vi afbryde den. MEN nu var det jo anderledes, vi kunne jo ikke vælge Elliott fra nu, hvis der skulle ske ham noget alvorligt i dette forløb. For os var situationen nu en helt anden, vi elskede denne lille purk, og ville gøre alt for at ham…. Selvom det betød et liv med en handicappet dreng. (og det skal virkelig forstås på den mest kærlige og respektfulde måde)!

Dag 4 – Apnøer ”en mas”

Vægt: 716 gram

Nyt ord ”apnø”! Hvilket betyder at man stopper med at trække vejret i perioder! Elliott var begyndt at få flere og flere af dem, og havde derfor behov for mere støtte til hans vejrtrækning. Lægerne lagde ham derfor i en anden maskine ved navn ”Stephanie”. Denne maskine mindede ham at trække vejret efter 5 sek., ved hjælp af et lille pust i næsen. SiPAP’en gjorde det først efter 10 sek. Problemet med apnøerne var, at hans iltmætning faldt i blodet, hvilket vil sige at han ikke fik ilt nok rundt i kroppen og særligt til hjernen. Hvis han ikke selv rettede sig ved hjælp af maskinen, kunne det være nødvendigt for sygeplejerskerne at ventilere ham manuelt, så hans iltmætning steg. Iltmætning, også kaldt saturationen, skal gerne ligge på den gode side af 90 SpO2% og når det var rigtig kritisk kunne den godt komme ned i 40-50’erne.

Vi fik endelig svar på hjernescanningen, og den var heldigvis helt normal, eller så normal som den nu kan være med Søren og jeg som forældre 😉 Infektionstallet var faldet yderligere, men hans bilirubintal var til gengæld tårnhøje (gulsot-tallene). Han skulle derfor lægges i blåt lys igen, hvilket betød at vi ikke kunne få ham ud af kuvøsen.

Dag 5 – Honeymoon is over ….. Når der bliver ringet efter én til midnat, ved man godt at den er galt.

Endnu en nat var gået, dog med alt for mange apnøer. Elliotts infektionstal var atter steget og han havde haft behov for mere respiratorisk støtte, og blev i løbet af dagen ventileret af flere omgange, da hans iltmætning faldt til et kritisk niveau.

Lægerne overvejede, om han skulle lægges i respirator igen, da han kæmpede meget med vejrtrækningen, men de beslutter hen på aftenen at prøve med noget medicin, som hedder Dopram. Medicinen stimulerer hjernen til at huske at trække vejret selv. De valgte samtidig at tage en blodprøve, som skulle dyrkes hen over de næste dage, for at se om det var på grund af en bakterie, at hans tilstand på daværende var forværret.

Kl. 00.15 (6 marts) blev jeg ringet op af sygeplejersken, som kunne fortælle at hans værdier ikke havde rettet sig som ønsket… og de derfor gik i gang med at gøre klar til at lægge ham i respirator. Jeg hoppede i tøjet, og gik de 200 meter over på afdelingen. Da jeg trådte ind på stuen, havde hans værdier alligevel rettet sig, og personalet vil derfor afvente situationen. Jeg kunne ikke holde ud at se, at han ikke havde det godt, og det faktum at jeg som mor ikke kunne gøre en skid…. Jeg blev nødt til at gøre noget aktivt! Jeg kom i tanke om, at Søren havde gjort en bolledej klar til vores morgenmad, og jeg valgte derfor at gå over at bage boller kl. 02.00 den nat…

Da jeg kom tilbage med friskbagte boller til de travle nattevagter, hvilket i øvrigt blev modtaget med kyshånd, var der faldet ro over Elliott. Jeg sad lidt hos ham, inden jeg gik over på værelset til Søren og Ellienor.

Dag 6 – Min mands boller går viralt

Siden jeg forlod Elliott om natten, havde der heldigvis være ro på stuen. Det så ud til, at medicinen havde haft den ønskede effekt, og respiratoren var aflyst for denne gang. Men hans infektionstal var igen steget, og lægerne ville derfor foretage en spinalvæskeprøve for at udelukke en bakteriel meningitis.

Som I nok har regnet ud, var jeg til stede på stuen, da de skulle foretag lumbalpunkturen. Og nu siger jeg lige noget ….. Forestil jer at stå og se en læge stikke en megalang nål ind i rygmarven på dit lille, næsten mikroskopiske barn… gisp! Jeg ved jo hvor svært det kan være på voksne……

De havde advaret mig om, at der kunne risikere at kommet meget blod, men heldigvis var væsken klar og det var tydeligt at se på lægen M, at hun var pænt lettet…. Klar væske betød, at prøven åbenbart var nemmere at analysere, og mikrobiologerne kunne derfor hurtigere give os et svar. Prøven var heldigvis negativ!

Atter skulle Elliott igen i det blå ufo-lignede lys, da hans tal var steget igen….

Hud mod hud

Efter et par hektiske døgn, hvor vi ikke havde kunnet få ham ud af kuvøsen, var det dejligt endelig at kunne mærke hans lille krop mod min. Personalet gjorde også utroligt meget ud af, at vi fik Elliott ud så meget som muligt i løbet af dagen. Optimalt 2-3 gange daglig á ca. 2 timers varighed. Hud-mod-hud-kontakten mellem for tidligt fødte børn og deres forældre, kan være med til at skabe et miljø, der støtter barnets modning/udvikling og stabilisere dets vitale værdier, såsom fx temperatur, puls, vejrtrækning, samt søvnmønster og en roligere adfærd (Kilde: Klinisk retningslinje om hud-mod-hud-kontakt mellem præmature børn og deres forældre).

Dag 7 – Så langt så godt – Nu en uge gammel

Vægt: 709 gram

Og det skulle fejret med flag…

Vi skulle mødes med præsten, for at planlægge Elliotts dåb den næstkommende lørdag, hvor han knap ville være 2 uger gammel. Beslutningen og ønsket om dåben blev taget ud fra den betragtning, at vi ikke ønskede at risikere en nøddåb, hvor tingene skulle gøres i alt hast, hvis noget skulle gå noget galt, og Elliott ikke ville overleve. Vi snakkede om vores forløb og vores mulige ønsker til sange mv., ligesom hvis det havde været en helt normal dåb i en kirke.

Samme dag til stuegang begyndte ”Stephanie-maskinen” at bippe helt vildt, og de blev derfor nødt til at skifte udstyr. Men da afdelingen kun har 2 ”Stephanier” og den anden var optaget til anden side, blev han lagt i SiPAP, som er den maskine der kun giver et pust/reminder om at trække vejret efter 10 sekunder. Heldigvis klarede han skiftet rigtig flot og der var ingen grund til bekymring hos moren.

Hen på eftermiddagen kom der svar på den bloddyrkning, som de tog i forgårs. Bakterierne var der fortsat og lægerne satte gang i endnu en omgang antibiotika. Der blev taget endnu en bloddyrkning fra, for at se om de kunne finde ud af, hvilken bakterie det var, eller om det var et enkeltstående tilfælde fx en forurenet prøve.

Sørens boller går viralt….

Da jeg kom retur på værelset, havde jeg fået en sms fra min mor om, at Sørens boller er gået viralt på AUH’s facebookside. Helt igennem fantastisk, hvor meget glæde en omgang hjemmebagte boller kunne gi’ en travl nat. Derfor blev det heller ikke sidste gang, at personalet skulle forkæles med lune hjemmebagte boller 😊

Godt vi ikke fra start vidste, hvad der ventede os…..

Puha jeg bliver faktisk lettere forpustet, når jeg her i skriveprocessen skal gennemleve vores forløb igen… Godt vi ikke fra start vidste, hvad der ventede os….. For at give jer et større indblik i vores hverdag kan I læse nedenstående afsnit.

Hvordan jeg skabte mig en hverdag på afdelingen?

Tja jeg har ikke opskriften, men jeg gik i ”handle-mode”, og det virkede for mig. Jeg deltog i alt omkring Elliotts pleje og behandling og forsøgte at være hos ham så meget som jeg kunne. Jeg forsøgte samtidig at passe på mig selv og tage pauser, hvilket også var nødvendigt, når der skulle malkes ud hver 3 time……

Fra dag 1 blev vi lært op i alt fra bleskift, at give mælk via sonde og hvilke knapper der skulle trykkes på, når vi åbnede ind til kuvøsen mv.

Der blev lavet et dagsrytmeskema, som skulle skabe et overblik over, hvornår Elliott skulle soigneres, hvornår, og hvem der skulle giver mad via sonden (Sygeplejerskerne eller mig), hvornår han skulle ud og ligge hos os, udmalkning, mor-tid mv.

Da Elliott var en uge gammel ”flyttede” Søren hjem til Ellienor. Hun havde de første 2 uger boet hos henholdsvis Sørens søster og svoger, samt hos mine forældre. Men vi blev enige om, at det var vigtigt også at skabe en så normal hverdag for hende som muligt, så hun ikke skulle undvære begge sine forældre. Det var en svær beslutning og tid for os, som familie…… mere om det i næste uges indlæg, som du kan læse HER!

Til dig der er indlagt med dit barn.

Jeg har under hele indlæggelsen skrevet dagbog dagligt, hvilket jeg er meget taknemmelig for i dag, da det letter den nuværende skriveproces! Dagbogen har dog først og fremmest været et virkelig godt værktøj, til at bearbejde de ting vi har været igennem, i løbet af et langt sygehusophold. Det kan varmt anbefales!

Del blogindlæg på facebook