Elliott Osvald,  Familiestue,  Født for tidligt

Uge 11 – HNF og Familiestue, here we come!

14-20 maj 2019 – Indlægget kan læses på 5 minutter

Dag 71 – Vi laver forberedende øvelser til hjemkomsten

Endnu en nat var gået fint, og Elliott havde ligget i 21-25% ilt, så forhåbentlig betød det, at han skulle i HNF, High-Nasal-Flow i dag.

Forberedelserne til at komme hjem, var sat i gang. Elliott kom i aftes i en vugge, og jeg lagde helt selv hans sonde på ham efter han havde været i bad.

Resultatet af morens anstrengelser 🙂

Hvis ikke amningen fungerede fuldt ud, når vi skulle hjem, ville vi komme hjem med sonde. Derfor var det vigtigt, at vi som forældre kunne lægge sonden selv, ellers skulle vi ind på sygehuset 2 gange om uge, for at få det gjort.

Til aften fik jeg en god veninde på besøg, og vi sad hos Elliott det meste af aftenen og hyggesnakkede. Jeg ved jeg har sagt det før, men det var så dejligt med besøg. Ikke fordi jeg følte mig ensom, når det bare var Elliott og jeg. Men det var rart også at høre om verden udenfor sygehuset.

Dagen i dag bød desværre ikke på HNF, så måtte det blive dagen efter!

Dag 72 – Endelig i HNF

Vægt: 2510 gram, Længde: 43,5, Hovedomfang: 31,5 cm

Elliott kom af med en kæmpe afføring her til morgen, hvilket nok havde påvirket hans lidt høje iltkrav i løbet af natten.

Elliott blev som sædvanligt vasket, puslet og jeps, så snuppede vi lige en amning på små 15 minutter inden der var dømt puttetid hos moren.

Over middag kørte jeg i Jysk, for at høre om de ikke ville sponsorere havemøbler til altanen på Forældrevingen. På daværende tidspunkt, stod der to godt brugte taburetter og en enkel stol med tilhørende bord. Livet på Nyfødt Intensiv var, som I ved, ikke altid fyldt med lyspunkter, derfor var det faktisk utrolig rart, at kunne have nogle enkelte stunder som fx en frokost i solen på altanen på Forældrevingen.

Til aften tog jeg til Skanderborg for at spise med mine forældre og min søster, for efterfølgende at tage i  Orangeriet for at se håndbold

Da jeg kom tilbage på Skejby efter en forrygende håndboldkamp, lå Elliott i HNF og han klarede sig allerede så godt, at sygeplejersken valgte at skrue ham ned fra flow 8 til 6 😊 Flowet er det tryk som ilt kommer med igennem næsebrillen.

Nu i HNF – High-Nasal-Flow

Dag 73 – Travlhed på stue 5

I dag skulle Elliott igennem 2 undersøgelser.

Den første var endnu en øjenundersøgelse, som heldigvis fortsat så fin ud. Jeg havde været en smule nervøs, da der var flere børn på afdelingen, som var endt på Riget, fordi de havde opdaget nogle forandringer i øjnene. Men jeg kunne puste ud, da alt var godt!

Herefter fulgte en scanning af hjernen. Til den seneste scanning havde de været obs på en grad 1 blødning. En grad 1 blødning svarede umiddelbart til et blåt mærke, så det var ikke en alvorlig blødning, men lægerne ville være sikre på, at den ikke havde udviklet sig. Resultatet af scanningen ville vi først få senere.

Jeg snakkede med sygeplejersken om muligheden for en familiestue og da lægen kom til stuegang, fik vi at vide at der var en ledig allerede dagen efter. Puha nu synes jeg faktisk det blev en anelse nervepirrende. En familiestue betød jo, at vi skulle vinke farvel til det der havde været mit/vores hjem de seneste 10 uger, nemlig værelset på Forældrevingen.

Men det betød samtidig også, at jeg ville være hos Elliott både dag og nat, og at jeg nu umiddelbart skulle sørge for alle hans måltider, også dem om natten….

Dag 74 – Første ærlige bussemand og familiestue

Vægt: 2550 gram

Farmand havde morgentjansen, mens jeg fik Ellienor i bad, for vi skulle til fest. Min kusine skulle konfirmeres og vi havde besluttet os for at tage med og fejre hendes store dag.

Men inden vi hoppede i det pæne tøj, nåede jeg lige en amning og IKKE mindre end en ægte bussemand blev pillet ud af Elliotts lille fine næse. En første gang for alting 🙂

Da vi atter var retur på Skejby begyndte vi så småt at pakke sammen på vores værelse og flyttede det over på afdelingens familiestue 1.

Den nat sov jeg for første gang sammen med min søn i vores nye hjem på Familiestue 1 😊

Dag 75 – Puha det var sørme hårdt at blive fuldtidsforældre overnight

Jeg var en smule træt denne morgen, da jeg havde været oppe hver 3. time helle natten, for at give Elliott mad i sonden og malke ud. Det tager ca. 20-30 minutter at give maden og omkring et kvarter at malke ud.

En lille smule mat, men fyldt med kærlighed til den lille fyr, som klarer sig fantastisk med HNF’en.

Til stuegang fik vi svaret på Elliott hjerne scanning. Det viste sig, at Elliott havde haft 2 grad 1 blødninger, hvoraf den ene var blevet til en cyste. Jeg nåede at blive mega nervøs, men lægen sagde, at den var ubetydelig og ikke ville give mén, heldigvis.

Dag 76 – Ammerekord

En træt farmand sad denne morgen med Elliott….. Efter en festlig bytur, hentede jeg Søren på Vesterbro Torv kl. 02.30, selvom han mente han sagtens kunne gå til Skejby….yeah right.

Afføring kæmpede Elliott fortsat med, og hver gang han pressede gik det hårdt udover hans vejrtrækning og hans behov for supplerede ilt.

Til kl. 16 måltidet blev Elliott først ammet ved det ene bryst i 16 minutter, herefter fik han 15 ml i sonden. Men da han fortsat var vågen, lagde jeg ham til det andet bryst, og han spiste yderligere i 19 minutter. BUM 35 minutters amning! Se den søde video af ham på min Instagram.

HNF, mæt og en fortsat utrolig vågen dreng.

Dag 77 – 11 uger gammel

Vægt: 2660 gram (110 gram henover weekenden)

Til stuegang kom lægen ind på, at de ville sætte ham ned i flow’et, som det hedder, når man ligger i HNF. Samtidig ville hun sætte ham op i Peyona igen, da han fortsatte med at lave pulsfald. Peyona er medicin, som skal hjælp ham til at huske at trække vejret.

Endnu en dag med ammesucces! 3 gange af henholdsvis 15, 22 og hele 45 minutter. Måske det kan virke lidt underligt, at jeg fortæller så meget om amningen. Men det betød utrolig meget for mig, at jeg kunne give ham det bedste af det bedste.

Jeg havde selvfølgelig den fordel, at jeg også ammede Ellienor, men det var på ingen måder givet, at det ville lykkes med Elliott. Elliott havde jo siden fødslen været vant til ikke at skulle arbejde for føden, når han fik mælk igennem sonden. Men jeg tog heldigvis kampen og vandt 😊

Tak for fordi du havde lyst til at læse med 😊

Kærligst Anja

FacebookDel blogindlæg på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *