Uge 14 – Nu er det farvel og på gensyn!
4.-7. juni 2019 – Indlægget kan læses på 3 min.
Dag 92 – Tillykke Elliott
I dag var det 3 måneder siden at min lille dreng kom til verden, blot en uge efter mit vand gik, fuldstændig uprovokeret! Elliotts var som en lille fugleunge på 740 gram ved fødslen, men her 3 måneder efter, var han forvandlet til en sund lille dreng med sul på kroppen og en kampvægt på 3 kg og 30 gram.
I nattens løb, var han kun blevet suppleret på sonden en enkelt gang, og det tegnede til, at vi måske kunne komme hjem uden sonden. Det vil altså sige, at jeg måske kunne sige farvel til ”malke-maren”, som jeg havde døbt udmalkningsmaskinen, for good!
Han havde dog ikke taget meget på de seneste dage, efter han selv havde fået lov til at styre showet i forhold til spisning. Men ifølge både læger og sygeplejersker var det i sig selv flot, at han kunne holde vægten.
Over middag skulle Elliott og jeg på tur, da han skulle have foretaget en hørescreening. Han blev derfor pakket i afdelingens røde barnevogn med overvågning og det hele, og så gik vil ellers på tur. Jeg var mildest talt skrækslagen, og havde hjertet siddende oppe i halsen det meste af tiden. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad jeg var så bange for. Måske fordi det var ved at gå op for mig, at vi snart ville få ham med hjem.
Hørescreeningen gik fint, men hun kunne ikke få begge test til at gå igennem, derfor skulle vi ind til en ny høreprøve om nogle ugers tid.
Da jeg kom tilbage på afdelingen var der stille, og sygeplejersken tilbød, at vi kunne lave aftryk af Elliotts hænder og fødder.
Men alt imens det hele så lyst ud, lavede Elliott et mega pulsfald til omkring 55, så jeg var virkelig nervøs for, hvad længerne ville sige til stuegang i morgen.
93 – Ud med sonden
Vægt: 3070 gram, Hovedomfang: 34, Længde: 48
Endnu en milepæl var opnået.
Hertil morgen røg sonden ud, og Elliott skulle nu kun spise hos mig. Så farvel til ”Malke-maren” og ja tak til en ting mindre på min to-do-liste!
Stuegang
Elliott pulsfald fra i går nagede mig, og jeg frygtede at vores hjemkomst om 2 dage ville ryge i vasken. Men heldigvis var lægerne meget rolige og sagde, at mange nyfødte, der er født til tiden, ofte også lavede enkelte pulsfald, men de havde bare ikke overvågning på, som kunne registrere det.
Pyha så kunne jeg ånde lettet op! Umiddelbart kunne det jo reelt være ligegyldigt, hvornår vi kom hjem. Men Ellienor fyldte 2 år om mandag den 10. juni, og jeg ville så gerne kunne fejre hende hjemme! For at kunne give hende den dag hun fortjente, med alt det hun også havde været igennem de seneste måneder.
94 – Sidste øjenundersøgelse
Allerede fra morgenstunden skulle Elliott have dryppet øjne, da øjenlægen havde meldt sin ankomst. Endnu en gang klarede Elliott frisag, og han kunne nu afsluttes i deres regi. Han skulle nu følge de almindelige kontroller hos egen læge, og ellers skulle vi blot være opmærksomme på symptomer eller andet som eventuelt kunne påvirke hans syn.
Hen på eftermiddagen kom Søren og Ellienor, og skulle tilbringe den sidste nat sammen med os. Det var utroligt vigtigt for os begge, at vi kunne forlade sygehuset sammen med både Ellienor og Elliott.
For det havde ikke kun været Elliotts kamp, men en gedin familieindsats. Vi havde alle sammen lidt afsavn, og havde på hver vores måde taget vores tørn, for at hverdagen kunne fungere sammen og hver for sig.
95 -Den sidste dag!
Kl. 10 kom en af overlægerne og fortog den sidste stuegang, så vi kunne blive udskrevet 95 dage efter Elliott blev født og 102 dage efter jeg blev indlagt på Skejby sygehus!
DEN 7. JUNI 2019 TRÅDTE VI KL. 11.15 ALLE FIRE UD FRA SKEJBY SYGEHUS!
SØREN VED MIN SIDE, ELLIENOR I DEN ENE HÅND OG KØRELIFTEN MED ELLIOTT I DEN ANDEN.
VI SKULLE HJEM! HJEM OG VÆRE EN HELT ALMINDELIG FAMILIE!
På vej hjem 
Festlig modtagelse 
Billeder fra mine forældre og søster 
Hele køkkenet var pyntet op 
Champagne og balloner fra skønne naboer. 
Lækre kurv fra Elliotts gudforældre 
Første lur hjemme 🙂
Mens jeg skriver dette kort afsnit om vores sidste dag på Nyfødt Intensiv afdelingen, får jeg tårer i øjnene.
Denne proces har været ren terapi for mig, og jeg er så taknemmelig for hver eneste af jer kære læser, som har været med på denne rejse, som startede for over et år siden, hvor Elliott blev født.
Jeg stopper ikke med at skrive, og jeg vil løbende give jer indblik i, hvordan Elliott har det og klarer sig.
AF HJERTET TAK, FORDI DU HAVDE LYST TIL AT LÆSE MED.
KÆRLIGST ANJA
Del blogindlæg på facebook